fredag den 13. juli 2012

Iskaffe!

Iskaffe er et kæmpe sommerhit her!



Det startede med den klassiske græske frappé, som laves ved at tage en teskefuld frysetørret kaffe og piske det med et skvæt mælk/vand med en mælkeskummer. Herefter tilsættes isterninger og der fyldes op til kanten med vand. Det er også rigtig lækkert!

MEN... Efter nogle gange på café, hvor jeg har fået nogle vildt lækre iskaffer, så jeg ville gerne prøve at lave dem selv.
Jeg fandt en opskrift på arlas hjemmeside, hvor der skulle tilsættes noget sirupnoget - hvilket var lidt for mange kalorier for mig. I stedet valgte jeg faktisk bare at blende en frappé: en håndfuld isterninger, en tsk frysetørret kaffe, et par sødetabletter (efter smag!) og ca. 1 dl skummetmælk. Så blender man, til det bliver til skum et voila! Når det står lidt, skiller det, som man kan se på billedet, men hvis man rører lidt med sugerøret, bliver det til en lækker cremet drik igen.

Det føles meget syndigt og fedende, men det er det ikke! Så værsgo - og god sommer!

tirsdag den 14. februar 2012

Så er der pizza!

Jeg var i Føtekst igår, hvor jeg fandt bøffelmozarella (som jeg godt kan tåle) på tilbud, og så fik jeg sådan en ulidelig trang til pizza! Jeg købte italiensk durummel i Netto, hvor der var en nem pizzaopskrift på pakken - mel, vand, gær og salt og så smører man dejen med olivenolie, mens den hæver første gang, og olien bliver jo så æltet med ind i dejen efter hævningen. Dejen blev delt i to, og den ene halvdel blev rullet tyndt, tyndt ud, lagt på en rygende varm pizzasten, jeg stak huller i dejen med en gaffel, og så blev dejen forbagt i 10min ved 230 grader. Så blev bunden smurt med tomat blandet med hvidløg, inden jeg kom lidt levevis bacontern og mozzarella på, og så dryssede jeg med frisk, hakket basilikum - ind og bage 10min til, til den var gylden, lækker og SPRØD!
Bon apétit - den er guf!


onsdag den 8. februar 2012

Dessertklub 050212

Søndag den 5. februar kl. 15 havde vi 2. komsammen i dessertklubben. Desværre var der rigtig mange afbud, så der var kun 3 desserter - heldigvis var de alle sammen meget lækre!

Morten havde lavet de dejligste eclairs med kaffecreme og en tyk, og lidt nutellaagtig glasur.



Mette havde lavet nougatfragilité - der var både blød og lækker og samtidig sprød på toppen.

Jeg selv havde lavet en cheesecake:

Jeg havde brugt den klassiske opskrift fra Karolines kogebog, som man kan se på billederne, men dog i en mere kalorielet udgave.
Først og fremmest måtte jeg jo finde en flødeost, som ikke indeholdt laktose, jeg kunne bruge. Jeg overvejede at bruge soyaosten, men den smager altså ikke specielt godt. Jeg googlede mig frem til, at jeg ville lave min egen flødeost, ved at dræne en yoghurt naturel i 2 døgn. Jeg brugte Levevis' yoghurt naturel, da den er laktosefri, og så indeholder den endda kun 0,5% fedt. Det virkede glimrende, og det fik præcis den rigtige konsistens. I stedet for creme fraiche brugte jeg yofu (soyayoghurt) og ellers fulgte jeg opskriften for den midterste del af kagen.
Man bruger traditionelt digestive kiks i bunden, men der er simpelthen så mange kalorier i, så derfor eksperimenterede jeg med noget mere fedtfattigt: Rugbrød! Jeg tog en 4-5 skiver groft, økologisk rugbrød og blendede en tur, så det blev til nogle gode krummer. Så smeltede jeg 75g laktosefri margarine på en pande og ristede rugbrødet i det sammen med 2spsk sukker og 1 tsk kanel, indtil det blev sprødt. Efter det var blevet lagt op i bunden af en springform, fik det lige 10min i ovnen ved 200grader, så det kunne bliver rigtig sprødt - og det blev det også, samtidig med man lige skulle tygge lidt i det. Det var ikke så tosset endda. Jeg har dog efterfølgende hørt om nogen, der havde brugt grofthakkede mandler og nødder som bund i stedet - det tror jeg også, er rigtig lækkert.
Toppen var et glas syltede kirsebær tilsat husblas.

Alt i alt en super hyggelig eftermiddag med nogle meget lækre desserter. Dog håber vi, at der kommer flere næste gang, som er søndag den 6/5-12 kl. 15 - alle er velkomne, bare de har en dessert med :o)



Fedtfattig gulerodskage - laktosefri selvfølgelig!

Det nye år er i gang, og det samme er den nye sunde livsstil. Så da jeg ville bage en kage, så jeg kan servere noget lækkert til et møde i morgen, skulle det selvfølgelig være en fedtfattig kage. Jeg googlede det, og nåede frem til, at jeg ville afprøve denne her opskrift fra dk-kogebogen (i øvrigt total yndlings-site!): http://www.dk-kogebogen.dk/opskrift2/visopskrift-fedtfattig.php?id=16669

Da jeg kom i gang, viste det sig, at jeg var nødt til at lave nogle modifikationer. Jeg havde ikke nok hvedemel, men fandt en pose hasselnødder i skabet. Dem malede jeg til fint nøddemel, og spædede op med det. Jeg havde heller ikke nær så meget bagepulver tilbage, som jeg troede - faktisk havde jeg kun ca. ½ tsk, så jeg gav den en tsk med top af natron, for at være sikker på, at den hævede - det gjorde den, ligeså fint.
Jeg syntes ikke, 300g gulerødder så ud af så meget, så derfor smed jeg en ekstra i og endte på lige knapt 500g. Det kan have været medvirkende til, at kagen blev saftig, fugtig og lækker.
Endelig brugte jeg (selvfølgelig) soyamælk med vanille i stedet for minimælk, som der står i opskriften. Jeg tror faktisk ikke, jeg nåede op på en hel dl, jeg tog det bare lidt på slump direkte ned i røremaskinen, og da dejen var meget fugtig, blev det ikke til så meget.
Resultatet blev en super lækker, fugtig, svampet kage, fuld af smag, på trods af manglende olie.

Jeg laver et indlæg om dessertklubben i søndags, når jeg får tid, for der lavede jeg bl.a. hjemmelavet flødeost til en cheesecake. Det lavede jeg ved at dræne 2L 0,5% laktosefri yoghurt naturel (Af mærket "levevis" som fås i Føtex og Bilka) i 2 døgn, og så havde det fået den fineste flødeostekonsistens. Der blev ALT for meget ost, langt mere end jeg skulle bruge i søndags, og selvom jeg brugte en stor del af det til at lave canneloni igår aftes (spinat-oste-fyld, som man fylder i en halv lasagneplade og ruller rundt - ned i et stort fad med tomatsovs og peccorino fåreost over og i ovnen ½time - guf!), så var der stadig meget tilbage.

Derfor brugte jeg selvfølgelig resten af min hjemmelavede, og meget fedtfattige, flødeost til at lave en flødeosteglasur til kagen. Jeg tog resten af flødeosten - jeg vil skyde på, der har været det, der svarer til 2 pakker flødeost - og blandede op med ca. 2 spsk flormelis. Det var rigeligt sødt til mig, men man kunne godt have lavet den sødere. Jeg tilsatte lidt syre med saften af ca. ½ appelsin og ½ citron.

GUF guffeluf, siger jeg bare! Og det bedste af det hele er, at den er fedt- og kaloriefattig, så man kan spise sig et stykke kage med god samvittighed. Det bliver IKKE sidste gang, jeg bager den.

Min endelige opskrift:
3 æg
200g rørsukker
1tsk vanillesukker
130g hvedemel
70g hasselnødder, fintmalede
1tsk bagepulver
1tsk natron
1tsk kanel
½tsk kardemomme
ca. 500g gulerødder (skrællet vægt)
ca. 1 dl soyamælk (med vanille)

Fremgangsmåde:
Æg, sukker og vanillesukker blev pisket lyst og luftigt på Kitchen Aid'en.
I en skål ved siden af blandede jeg imens mel, nøddemel, bagepulver, natron og krydderier. Da æggesnapsen var let og luftig hældte jeg melblandingen og de revede gulerødder op i røreskålen, skiftede piskeren ud med røre-dimsen, og på trin 1 vendte jeg så forsigtigt det hele sammen. Til sidst spædede jeg op med soyamælk, så dejen blev tilpas flydende.

Det hele blev bagt i 30 min ved 200g i traditionel ovn, da jeg ikke har varmluft.

Da kagen var kølet ned, vendte jeg 2 spsk flormelis i det, der nok har svaret til ca. 2 pakker flødeost, og smagte til med saften af ½ appelsin og ½ citron. Glasuren blev smurt i et tykt lag ud over kagen.

Velbekomme

tirsdag den 5. juli 2011

Soyaiseksperiment

Jeg var lidt træt af, at jeg var løbet tør for det svenske laktosefri piskefløde, og derfor ikke kunne lave is.
Så jeg tænkte, at det måtte kunne laves på soyamælk! Jeg googlede det, og fandt denne opskrift: http://arla.dk/opskrifter/Italiensk-malkeis/

Jeg ændrede den, så den kunne bruges med soyamælk i stedet.
Først tog jeg 3/4L soyamælk med vanille og varmede op i en gryde....

Så piskede jeg 6 pasteuriserede æggeblommer med 100g sukker (1 1/4 dl), mens mælken kølede lidt af...
 Jeg BURDE nok have hældt mælken i æggemassen og piskede; jeg kom til at gøre det omvendt! Jeg hældte æggemassen i mælken - det skete der så ikke det store ved...
 I opskriften stod der, at man skulle piske, mens man varmede forsigtigt op - det må ikke koge! - til det blev
tykt -  jeg syntes så ikke, det blev tykt, men mere skummende. Det endte med, jeg gav det lidt maizena, så det blev tykkere...
Så hakkede jeg en pakke rittersport med pebermynte og havde klar - ja, den er mælkefri, så den kan man godt tåle, hvis man ikke kan tåle mælk. Det kan anbefales, at bruge TO plader til den portion her, da soyamælken smager meget af soya...

 Så op og køre i ismaskinen....
 Og voila: Mint chocolate chip soya is!
Konsistensen er SUPER lækker og cremet! MEN den smager MEGET af soya, så den skal helt sikkert have 2 plader chokolade, så pebermynten kan overdøve soyasmagen helt.
Jeg vil dog forsøge mig med halv soyafløde halv rismælk næste gang, og se om det bliver godt. Vil gerne lave en vanille is med jordbær sauce, så det bliver nok næste eksperiment... God fornøjelse!

onsdag den 18. maj 2011

Nogle favoritter...

Det seneste stykke tid har jeg fået fotograferet nogle af mine favoritspiser, men har bare ikke nået at få dem blogget....

Baconsvøbte dadler:
"Hm!?", siger de fleste, der ikke har smagt det - men de fleste, der har smagt det, siger "uhmmm!" Baconens salte sprødhed kombineret med det søde, klistrede fra dadlerne, fungerer bare optimalt!

Først udstener jeg dadlerne og lægger dem klar på baconen....


 Så ruller jeg baconen rundt om dadlen

Ja og så skulle der jo have været et billede af de færdige bacondadler - men vi nåede at spise dem alle sammen, inden jeg fik dem fotograferet! Jeg kyler dem i en 200grader varm ovn i 20-30 minutter eller indtil baconen er mørk, sprød og lækker. Det mest oplagte er at lægge dem på fedtsugende papir, og jeg har da også lagt dem på køkkenrulle, hver gang jeg har lavet dem - jeg glemmer bare HVER GANG, at køkkenrullen klistrer fast på baconen! Så det er en dum idé faktisk... Ikke desto mindre smager de fantastisk! Jeg plejer at lave dem som en lille starter-snack, som man kan gå at mumse i. De kan også fint indgå som del af en brunch.

Min søde veninde Anette var på besøg helt fra Australien! Det er efterhånden blevet en tradition, at vi skal på Starbucks i lufthavnen, inden hun flyver hjem. Denne gang fik jeg en Frappuchino med moccha og soyamælk. Jeg kunne jo så ikke få flødeskum på, men for POKKER hvor er det altså bare heaven at drikke det her... Er sikker på englene i himlen drikker det hver dag....



Til sidst en lille reklame for Café Phenix's super lækre brunch! De har simpelthen alt muligt - 1. runde plejer jeg at tage det sunde; dvs. alle deres dejlige salater, og så selvfølgelig et par af deres fantastiske cocktailpølser, som de har stegt i sweet chili sauce og honning, så de ligesom bliver glaserede og søde, men med en smule bid! 2. rundes rester er her et billede af: Pandekager med sirup og frugt, en croissant (den er vist spist) og et glas med græsk yoghurt og honning. Så har de i øvrigt en helt fantastisk god og helt almindelig kaffe, som følger med til buffeten. 139kr pr. person, og det er hver en krone værd!

Sur dej...

Nå... Det er ved at være noget tid siden, men "superdejen" blev afprøvet - og wah wah waaaahhh.... Den virkede ikke! :o(  Det er endnu ikke lykkedes mig at starte min egen, der rent faktisk virker - kun at holde liv i en, som en anden har startet for mig. Må ned og besøge Morten...

Det startede sådan set ellers fint nok
 Dejen virkede rigtig nok og blev sat til hævning - den hævede bare ikke rigtig....

 Heller ikke da de blev bagt, hævede de, som jeg ellers havde håbet på!
 Og så blev de ENORMT rugbrødsagtige indeni....
 Heldigvis blev min cafe latte super dejlig...
Så helt spild var det jo ikke...