Morten havde lavet de dejligste eclairs med kaffecreme og en tyk, og lidt nutellaagtig glasur.
Mette havde lavet nougatfragilité - der var både blød og lækker og samtidig sprød på toppen.
Jeg selv havde lavet en cheesecake:
Jeg havde brugt den klassiske opskrift fra Karolines kogebog, som man kan se på billederne, men dog i en mere kalorielet udgave.
Først og fremmest måtte jeg jo finde en flødeost, som ikke indeholdt laktose, jeg kunne bruge. Jeg overvejede at bruge soyaosten, men den smager altså ikke specielt godt. Jeg googlede mig frem til, at jeg ville lave min egen flødeost, ved at dræne en yoghurt naturel i 2 døgn. Jeg brugte Levevis' yoghurt naturel, da den er laktosefri, og så indeholder den endda kun 0,5% fedt. Det virkede glimrende, og det fik præcis den rigtige konsistens. I stedet for creme fraiche brugte jeg yofu (soyayoghurt) og ellers fulgte jeg opskriften for den midterste del af kagen.
Man bruger traditionelt digestive kiks i bunden, men der er simpelthen så mange kalorier i, så derfor eksperimenterede jeg med noget mere fedtfattigt: Rugbrød! Jeg tog en 4-5 skiver groft, økologisk rugbrød og blendede en tur, så det blev til nogle gode krummer. Så smeltede jeg 75g laktosefri margarine på en pande og ristede rugbrødet i det sammen med 2spsk sukker og 1 tsk kanel, indtil det blev sprødt. Efter det var blevet lagt op i bunden af en springform, fik det lige 10min i ovnen ved 200grader, så det kunne bliver rigtig sprødt - og det blev det også, samtidig med man lige skulle tygge lidt i det. Det var ikke så tosset endda. Jeg har dog efterfølgende hørt om nogen, der havde brugt grofthakkede mandler og nødder som bund i stedet - det tror jeg også, er rigtig lækkert.
Toppen var et glas syltede kirsebær tilsat husblas.
Alt i alt en super hyggelig eftermiddag med nogle meget lækre desserter. Dog håber vi, at der kommer flere næste gang, som er søndag den 6/5-12 kl. 15 - alle er velkomne, bare de har en dessert med :o)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar