tirsdag den 5. juli 2011

Soyaiseksperiment

Jeg var lidt træt af, at jeg var løbet tør for det svenske laktosefri piskefløde, og derfor ikke kunne lave is.
Så jeg tænkte, at det måtte kunne laves på soyamælk! Jeg googlede det, og fandt denne opskrift: http://arla.dk/opskrifter/Italiensk-malkeis/

Jeg ændrede den, så den kunne bruges med soyamælk i stedet.
Først tog jeg 3/4L soyamælk med vanille og varmede op i en gryde....

Så piskede jeg 6 pasteuriserede æggeblommer med 100g sukker (1 1/4 dl), mens mælken kølede lidt af...
 Jeg BURDE nok have hældt mælken i æggemassen og piskede; jeg kom til at gøre det omvendt! Jeg hældte æggemassen i mælken - det skete der så ikke det store ved...
 I opskriften stod der, at man skulle piske, mens man varmede forsigtigt op - det må ikke koge! - til det blev
tykt -  jeg syntes så ikke, det blev tykt, men mere skummende. Det endte med, jeg gav det lidt maizena, så det blev tykkere...
Så hakkede jeg en pakke rittersport med pebermynte og havde klar - ja, den er mælkefri, så den kan man godt tåle, hvis man ikke kan tåle mælk. Det kan anbefales, at bruge TO plader til den portion her, da soyamælken smager meget af soya...

 Så op og køre i ismaskinen....
 Og voila: Mint chocolate chip soya is!
Konsistensen er SUPER lækker og cremet! MEN den smager MEGET af soya, så den skal helt sikkert have 2 plader chokolade, så pebermynten kan overdøve soyasmagen helt.
Jeg vil dog forsøge mig med halv soyafløde halv rismælk næste gang, og se om det bliver godt. Vil gerne lave en vanille is med jordbær sauce, så det bliver nok næste eksperiment... God fornøjelse!

onsdag den 18. maj 2011

Nogle favoritter...

Det seneste stykke tid har jeg fået fotograferet nogle af mine favoritspiser, men har bare ikke nået at få dem blogget....

Baconsvøbte dadler:
"Hm!?", siger de fleste, der ikke har smagt det - men de fleste, der har smagt det, siger "uhmmm!" Baconens salte sprødhed kombineret med det søde, klistrede fra dadlerne, fungerer bare optimalt!

Først udstener jeg dadlerne og lægger dem klar på baconen....


 Så ruller jeg baconen rundt om dadlen

Ja og så skulle der jo have været et billede af de færdige bacondadler - men vi nåede at spise dem alle sammen, inden jeg fik dem fotograferet! Jeg kyler dem i en 200grader varm ovn i 20-30 minutter eller indtil baconen er mørk, sprød og lækker. Det mest oplagte er at lægge dem på fedtsugende papir, og jeg har da også lagt dem på køkkenrulle, hver gang jeg har lavet dem - jeg glemmer bare HVER GANG, at køkkenrullen klistrer fast på baconen! Så det er en dum idé faktisk... Ikke desto mindre smager de fantastisk! Jeg plejer at lave dem som en lille starter-snack, som man kan gå at mumse i. De kan også fint indgå som del af en brunch.

Min søde veninde Anette var på besøg helt fra Australien! Det er efterhånden blevet en tradition, at vi skal på Starbucks i lufthavnen, inden hun flyver hjem. Denne gang fik jeg en Frappuchino med moccha og soyamælk. Jeg kunne jo så ikke få flødeskum på, men for POKKER hvor er det altså bare heaven at drikke det her... Er sikker på englene i himlen drikker det hver dag....



Til sidst en lille reklame for Café Phenix's super lækre brunch! De har simpelthen alt muligt - 1. runde plejer jeg at tage det sunde; dvs. alle deres dejlige salater, og så selvfølgelig et par af deres fantastiske cocktailpølser, som de har stegt i sweet chili sauce og honning, så de ligesom bliver glaserede og søde, men med en smule bid! 2. rundes rester er her et billede af: Pandekager med sirup og frugt, en croissant (den er vist spist) og et glas med græsk yoghurt og honning. Så har de i øvrigt en helt fantastisk god og helt almindelig kaffe, som følger med til buffeten. 139kr pr. person, og det er hver en krone værd!

Sur dej...

Nå... Det er ved at være noget tid siden, men "superdejen" blev afprøvet - og wah wah waaaahhh.... Den virkede ikke! :o(  Det er endnu ikke lykkedes mig at starte min egen, der rent faktisk virker - kun at holde liv i en, som en anden har startet for mig. Må ned og besøge Morten...

Det startede sådan set ellers fint nok
 Dejen virkede rigtig nok og blev sat til hævning - den hævede bare ikke rigtig....

 Heller ikke da de blev bagt, hævede de, som jeg ellers havde håbet på!
 Og så blev de ENORMT rugbrødsagtige indeni....
 Heldigvis blev min cafe latte super dejlig...
Så helt spild var det jo ikke...

tirsdag den 26. april 2011

"Superdej" dag 2

26/4 - Så er det surdejens 2. dag. Jeg har tilsat lidt mere rugmel, men ellers står den bare på køkken bordet og hygger sig...

mandag den 25. april 2011

SUPERDEJ!

"Superdej" kaldte min exs søn det, fordi han ikke vidste, hvad surdej er for noget. Men han har jo egentlig ret, ik'? Det ER jo trods alt en dej, man tilsætter lidt mere dej, og så får den første dej (superdejen) det hele til at hæve!
Min søde ven Morten gav mig sidste år en portion af hans surdej, som levede LÆNGE. Døden indtraf efter 2 ugers sommerferie, hvor den ikke var blevet fodret... Tænk engang, man skal have en surdejs-sitter til lange sommerferier!?
I hvert fald bagte jeg de lækreste, nemmeste boller med den surdej. Det var halvdelen af bøtten med surdejen op i Kitchen Aid'en sammen med en lille håndfuld salt og en stor kop koldt vand og så mel til det passede, plus hvad man ellers syntes kunne være sjovt at komme i.
Jeg har ALDRIG haft held til at starte en surdej selv. De tørrer ind eller mugner for mig, men nu prøver jeg altså, indtil det virker! Jeg VIL! Morten sagde, at jeg skulle tage rugmel, vand og honning, og det har jeg gjort. Nu står det på køkkenbordet et par dage, og så håber jeg det gærer rigtigt... Jeg krydser fingre!

Jordbærkage



Den seneste uges tid har jeg eksperimenteret lidt med at lave jordbærkage.
Jeg har haft et lille lager af "laktosfri visp grädde" - svensk laktosefri piskefløde, som jeg har kunnet eksperimentere lidt med. Jeg fandt en opskrift på "jordbærdrøm" i bladet "MAD og venner", men ændrede den en smule. I stedet for appelsinsaft og -skal i "fromagen", gav jeg den bare lidt vanille; jeg var bange for, at appelsinsmagen blev for parfumeret og ville overdøve jordbærsmagen. Den klassiske vanillesmag er heller ikke spor skidt da! Men en ven sagde, at det ville smage super dejligt med appelsinsmagen, så det vil jeg nok afprøve på et tidspunkt.
Opskriften fra bladet var denne her:
Bund:
200g rå marcipan
150g smør, blødt
1 æg
175g sukker
150g mel
1tsk bagepulver
Creme:
2 past. æggeblommer
75g sukker
3 blade husblas
1 økologisk appelsin, saft + skal (dette brugte jeg  som sagt ikke, jeg gav den lidt vanille i stedet)
2½ dl piskefløde
Evt. 100g mørk smeltet chokolade (står ikke i opskriften, men det brugte jeg!)
300g friske jordbær
Fremgangsmåde:
Rør marcipan og smør sammen. Rør ægget i sammen med sukker. Bland mel og bagepulver i en anden skål, og rør det i. Bred dejen ud i en bageform på ca. 22 x 34 cm, og bag bunden lysebrun ved 180 grader i ca. 40 min. Køl den af.
Creme: Pisk æggeblommer og sukker luftigt og rør evt. appelsinsaft og -skal i. Udblød husblassen og smelt husblassen, og lad den køle lidt af til håndvarme, inden den røres i æggemassen. Piske fløden stiv i en anden skål og vend den forsigtigt i æggemassen.
Pensl evt. den afkølede marcipanbund med den smeltede chokolade og lad den stivne, inden cremen bredes ud på, og der pyntes med bær.


Jeg syntes faktisk, at fromagen blev alt for flødeskums-agtig og ikke fast nok. Men smagen var utrolig lækker! Så derfor vil jeg anbefale, at man giver den et par blade husblas eller 3 mere, så cremen står bedre fast. Det vil heller ikke være skidt, at fordoble cremeopskriften, men det kommer selvfølgelig an på, hvor meget kvalme man gerne vil have! ;o)



Min kære moder var helt vild for at smage jordbærkagen, så jeg bagte den hos hende i påsken. Her eksperimenterede jeg lidt med cremen og i stedet for en kold creme, en såkaldt fromage, så kogte jeg en traditionel, gammeldags, kokke creme. Jeg gav en 1/4 L piskefløde (laktosefri i mit tilfælde) med ½ vanillestang et opkog og lod det stå at trække, mens jeg piskede 75g sukker med 3 past. æggeblommer på Kitchen Aid'en. Da det var pisket luftigt, tilsatte jeg 2 spsk maizena, og bagefter - stadig under piskning - tilsatte jeg den varme vanille-fløde. Da det var pisket godt sammen, kom jeg det hele tilbage i gryden, og på halv varme fortsatte jeg med at piske, til cremen blev tyk. Der stod i opskriften (tror det var fra Politikens dessertbog!), at man skulle piske til det kogte, men det var altså svært at se, når det kogte, fordi cremen var så tyk! Efter afkøling kom jeg det så på marcipanbunden - som jeg i øvrigt fuldkommen glemte at pensle med smeltet chokolade, selvom jeg havde chokoladen med! Dét var en skam, for det smager klart bedst med chokolade på - men det var lige et sidespor.

Kokkecremen blev selvfølgelig mere fast - som en traditionel kagecreme, og som de fleste bagerier bruger på deres jordbærkager. Vanillesmagen er kraftig og lækker, og det smagte super godt. MEN! Den er mere kvalm end fromagen, som var meget mere luftig og mindre kvalm. Fordelen er dog, at kagecremen kan koges fuldkommen laktosefrit! Jeg fandt nemlig en opskrift på alletiders kogebog på nettet på en soya kagacreme, som er på kagen på billedet herunder - den blev ikke helt så god som den traditionelle, men heller ikke så dårlig, at den ikke kunne spises! Det var æggeblommer, sukker og maizena samt soyamælk og vanille; jeg tror, en ægte vanillestang i ville blive meget bedre, men det havde jeg ikke lige i huset. Rub og stub blev dog spist alligevel.... ;oP

18/5-11
Min veninde Anette tog dette billede af mig med min kage, som jeg syntes skulle med her...

På opfordring...

...starter jeg her min lille madblog! Jeg elsker at lave mad og eksperimentere med forskellige opskrifter, så en af mine gode venner foreslog, at jeg lavede en blog - fantastisk idé! Jeg elsker at dele, så jeg vil med glæde dele opskrifter og erfaringer med dem.

Jeg er uddannet lærer med hjemkundskab som linjefag, men samtidigt også laktoseintolerant. Derfor går mange af mine eksperimenter ud på at ændre traditionelle opskrifter, så de bliver laktosefrie, men samtidigt ligeså gode.

Ud over at dele opskrifter og erfaringer med opskrifter, kommer jeg nok også til at "anmelde" (eller i hvert fald skrive om) de spisesteder, jeg selv prøver... Man er vel et madklaver? ;o)
Bon apetit!